Få ekspertens bedste råd til dig, der er nyuddannet professionsbachelor
Føler du, det er en stor omvæltning at gå fra studielivets velkendte rammer til arbejdslivets ukendte krav? Så er du ikke alene. Den overgang kan være svær for mange.
Nogle af de tanker, mange nyuddannede går rundt med, er fx: Hvad forventes der af mig? Hvad nu hvis jeg ikke kan finde ud af opgaverne? Hvad nu hvis jeg ikke kan lide jobbet?
Som professionsbachelor har du været i praktik som en obligatorisk del af din uddannelse, men ansvaret, der følger med en titel som færdiguddannet, kan føles tungt. Og det er helt naturligt, siger Vibeke Røn Noer, der er ph.d. og forskningsleder i VIA University College.
Hun har særlig viden om blandt andet overgangen fra uddannelse til job og udviklingen af faglig identitet i professionsuddannelserne.
Her får du hendes 5 bedste råd til en god start på dit arbejdsliv:
1. Brug tid og opmærksomhed på at opbygge en god relation til dine nye kolleger.
Gode og tillidsfulde relationer er afgørende for din første tid i dit nye job. Brug derfor tid på at tale med dine nye kolleger, så de kan lære dig at kende - og omvendt. Find gerne mindst én kollega, som du kan være helt fortrolig med.
2. Hold kontakten til nogle af dine studiekammerater.
Prioritér at holde forbindelse til én eller flere medstuderende fra din tid på VIA, som du kender godt, og som du har tillid til. Det kan fx være nogle fra din årgang, dit hold eller din studiegruppe. Sæt tid af til at mødes, og dagsordenssæt samtaler hvor I deler jeres tanker og oplevelser på arbejdsmarkedet med hinanden. Støt hinanden i alt det nye.
3. Søg de fællesskaber, der er på din nye arbejdsplads.
Hvis I er flere nyansatte, så søg hinanden, og find sammen i jeres fælles udfordringer. Brug hinanden til at dele både det, der går godt, og det, som I synes, er svært. Men søg også fællesskabet med de erfarne og de rollemodeller, du kan spejle dig i. Fællesskaber er stærke, og de kan være med til at bære dig igennem den første tid som nyuddannet.
4. Del dine tanker, og find modet til at stå ved din tvivl.
Mange (især nyuddannede) føler, at det professionelle ansvar tynger, og de kan komme til at tvivle på, om de kan stå distancen. Om de er dygtige nok. Det er vigtigt, du finder modet til at tale højt om din tvivl og usikkerhed, så det ikke kommer til at spænde ben for dit møde med den professionelle praksis. Du vil opdage, at du ikke er alene med din tvivl og netop det at turde dele den, gør dig stærkere.
5. Tro på, at du er veluddannet og har noget værdifuldt at bidrage med.
De professionsbachelorer, VIA sender ud på arbejdsmarkedet, er veluddannede. Tro på, at du har noget værdifuldt at bidrage med. Tro på, at du kan være med til at sætte en ny agenda – både i det store billede og i de små detaljer. Selvfølgelig med respekt for det bestående. Tænk på, at du med din viden kan være med til at påvirke praksis positivt. Du kan gennem dit arbejde være med til at gøre en forskel for andre mennesker og for verden omkring os.
God arbejdslyst!